Stauder

Staudehaven er blevet lavet om mange gange i tidens løb. Som de fleste nye haveejere startede vi med at købe alt, hvad der var pænt. Uden at tage hensyn til planternes krav om jordtype, lysforhold m.m.

Da dette blev en dyr fornøjelse efterhånden som årene gik - og planterne gik ud - blev vi lidt mere bevidste om. hvilke planter, der trives hvor.

Bl.a. er vores have god til alle tørketålende planter. Især riddersporer, valmuer og silkepæoner trives fint. Men også alle former for storkenæb har det fint her hos os.

De lidt mere krævende planter har vi selvfølgelig også. Men i det store og hele har vi tilpasset plantevalget efter den jord, vi nu engang har. Derfor skal man også lede længe efter rododendron i vores have.

Bare fordi haven ser sådan ud i år, er det ingen garanti for at vi ikke laver om på det hele. Som tidligere nævnt er planlægningen og arbejdet en stor del af fornøjelsen. Og da vi ofte ser andre haver, får vi også ideer til, hvordan haven kan blive pænere.